Samfundet

Velfærdsstat

Asa Briggs definerer velfærdsstaten ”...som en stat, hvor organiseret politisk magt og administrative procedurer bevidst benyttes til at forsøge at ændre på markedskræfternes spil i forhold til, som minimum:

-At garantere individer og familier en minimumsindkomst, uanset disse personers evne til og mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet

-At begrænse tab af indkomst ifm. sygdom, alderdom og arbejdsløshed
-At sikre individet – uanset status eller social klasse – de bedst mulige sociale serviceydelser” (Rostgaard, 2014, s. 23).

Gøsta Esping-Andersen taler om fire velfærdsstatsmodeller og placerer Danmark sammen med de andre nordiske lande i den socialdemokratiske model. Denne model er karakteriseret ved universalisme, som betyder, at alle borgere har de samme rettigheder uanset, hvor mange år de har været på arbejdsmarkedet, eller om de har indbetalt til en forsikringsordning. Det betyder også, at det er ganske almindeligt at modtage disse ydelser, hvorfor stigmatisering ikke præger dette samfund. Et andet karaktertræk er lighed, da man stræber efter lige rettigheder mellem rig og fattig, og ikke mindst ligestilling mellem kønnene (Rostgaard, 2014, s. 25-26).

Desuden er individualisme og generøsitet væsentlige karaktertræk for en velfærdsstat i den socialdemokratiske model. Hovedparten af alle sociale ydelser afhænger af individet og individets indkomst, dog er der få undtagelser, hvor ydelsen afhænger af husstandens indkomst. Generøsitet kan beskrives som gavmildhed og viser sig i samfundet som serviceydelser af høj kvalitet og at størrelsen på overførselsydelserne minder om borgerens tidligere indkomst. Det ses eksempelvis i forhold til dagpasning og ældrepleje, hvor ydelserne er relative billige og endda gratis for ældreplejen, men samtidig er af en hvis standard (Rostgaard, 2014, s. 26).

Velfærdsydelserne bliver finansieret af skatterne fra borgerne og forvaltet af staten og kommunerne og dermed står den relative store offentlige sektor for størstedelen af velfærdsproduktionen, mens frivillige organisationer ikke fylder meget i det store billede (Rostgaard, 2014, s. 26).

I sundhedssektoren er kvalitet og kvalitetssikring væsentlige begreber og på baggrund af ”National Strategi for kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet – Fælles mål og handleplaner 2002-2006” opstod Den Danske Kvalitets Model (DDKM) (IKASa, 2014). Tanken med DDKM var, at der skulle skabes et kvalitetssystem for at sikre dokumentation, kvalitetsudvikling og akkreditering i det danske sundhedsvæsen (Mainz et al., 2011, s. 28). Akkreditering i forhold til DDKM betyder, at man beskriver standarder for god kvalitet, hvilket sikrer fælles grundlag og dermed ens praksis og rutiner. Formålet med disse akkrediteringsstandarder er, at man løbende skal vurdere, om man lever op til standarderne og om man har lært af de fejl, der måtte finde sted, og dermed sker der ligeledes løbende kvalitetsudvikling. Desuden foregår der ekstern survey, hvor udefrakommende fagfolk besøger institutionen og ligeledes vurderer, hvorvidt institutionen lever op til akkrediteringsstandarderne, og dermed kan blive akkrediteret (IKAS, 2014b).

Sundhedsloven

I forlængelse af velfærdsstaten og DDKM er sundhedsloven også en stor del af vores samfund. I Sundhedslovens formål står beskrevet i kapitel 1, § 1: ”Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte” (Retsinformation, 2014). Sundhedsloven skal ligeledes sikre, at alle brugere i sundhedsvæsenet bliver mødt med respekt fra sundhedspersonalet og at hvert enkelt menneske bevarer sin integritet og selvbestemmelse. Desuden sikrer loven, at alle borgere har let og lige adgang til sundhedsvæsenet, at patienterne modtager en behandling af høj kvalitet med kort ventetid og at der er en sammenhæng mellem ydelserne. Derudover ønsker man med sundhedsloven at give borgerne valgfrihed, at gøre information let tilgængelig og at have et gennemsigtigt sundhedsvæsen (Retsinformation, 2014).

I forhold til vores målgruppe er børn underlagt forældremyndigheden, hvilket betyder, at det er forældremyndigheden, der træffer beslutning om behandling på barnets vegne ud fra barnets interesser og behov. Dog står der beskrevet i sundhedsloven, at barnet uanset alder skal informeres og inddrages mest muligt i behandlingen. I de tilfælde hvor forældrene handler mod barnets interesser kan behandlingen gennemføres, hvis Børn- og Ungeudvalget giver tilladelse til det og dermed uden samtykke fra forældremyndigheden. Det kræver dog, at sygdommen skal være livstruende eller, at der er risiko for betydelig og varig funktionsnedsættelse, hvis ikke den behandles, ligesom risikoen for henholdsvis at behandle og ikke at behandle skal vurderes (Kristensen, 2014, s. 53-54).

Desuden kan børn under 15 år ikke modsætte sig forældrenes ret til aktindsigt i hele barnets journal. Forældremyndigheden har også ret til at beslutte, at barnet ikke må få aktindsigt i egen journal, men skal i det tilfælde tydeliggøre dette, da der ikke stilles krav om, at sundhedspersonalet drøfter en anmodning fra barnet om aktindsigt med forældremyndigheden. Det betyder, at det som udgangspunkt er sundhedspersonalets vurdering af barnets modenhed og oplysningernes karakter der afgør, om barnet kan få aktindsigt (Kristensen, 2014, s. 236).  

Jürgen Habermas taler netop om systemverdenen og livsverdenen, hvor systemverdenen indeholder en materiel produktion/reproduktion, som hovedsageligt finder sted indenfor de økonomiske og politiske aspekter med penge og magt som fokus. Livsverdenen indbefatter den subjektive side af samfundet og er en del af den sociale verden, der er afhængig af kommunikative handlinger. Kultur og sprog er eksempelvis en del af livsverdenen og dermed er livsverdenen grundlæggende for de handlinger, vi som menneske foretager os (Andersen, 2011, s. 76-78). Habermas bruger disse begreber til at analysere det moderne, kapitalistiske samfund og mener, at både systemet og livsverdenen er nødvendig for at samfundet kan opretholdes og udvikles. Han mener, at systemet koloniserer livsverdenen i det senkapitalistiske samfund og dermed, at det er de strategiske/instrumentelle handlinger der dominerer de kommunikative handlinger. Det betyder, at det er magt og penge der i højere grad bliver styrende i samfundet, mens det enkelte menneske oplever menings- og identitetstab ligesom samfundets normer udviskes. Habermas mener dog, at livsverdenen er vigtigere end systemet, idet de strategiske/instrumentelle handlinger kræver sprog og kultur og dermed, at systemet ikke kan fungere uden livsverdenen (Andersen, 2011, s. 78-79).

Habermas’ teori om systemet og livsverdenen er relevant i forhold til vores problemstilling, fordi den netop inddrager systemverdenen i forbindelse med blandt andet sundhedsvæsenet og livsverdenen i form af barnet med nydiagnosticeret diabetes type 1. Barnet og familien ender netop i mødet mellem deres egne erfaringer, kultur og hverdagsliv på den ene side og sundhedssystemet, der er styret af økonomi, effektivitet og lovgivning på den anden side. Familien og ikke mindst sundhedspersonalet skal netop finde en balance mellem systemverdenen og livsverdenen, hvor barnet bliver behandlet, men hvor der samtidig tages hensyn til barnets viden, erfaring og hverdag. 

Etik i sygeplejen

Som sygeplejerske arbejder man ud fra nogle etiske retningslinjer og principper. Etik er baseret på den humanistiske tankegang, at alle mennesker er lige værdige og har ret til selvbestemmelse. Patienten er i centrum. (Schelde & Lind, 2012) 

Sådan forholder det sig dog ikke længere i det danske sundhedsvæsen.  Patienten er ikke længere i centrum, næstekærlighed og pligtetik er ikke  synlige værdier på de danske sygehuse. Sygeplejerskerne har ikke tid til at yde en omsorgsfuld sygepleje, fordi den danske velfærdsstat er økonomisk udfordret, og der er ikke tid til at yde en etik baseret sygepleje, fordi pligtetikken er blevet erstattet af nytteetikken (Schelde & Lind, 2012). 

Ifølge lektor, ph.d. Jacob Birkler, som er formand for Det Etiske Råd, er parolerne om solidaritet  og idealer om lighed udfordret på radikal vis. Birkler mener, at måden patienterne og borgerne behandles på, er etisk forkert, fordi sygeplejesker er så hårdt presset med tid, at de bliver nødsaget til at prioritere tid fremfor etik, når det kommer til at yde sygepleje til patienter. Det betyder, at nogle patienter ikke får den sygepleje, som de har behov for (Schelde & Lind, 2012).

At etikken er så stærkt nedprioriteret, skyldes det risikosamfund, vi lever i.

Den tyske filosof Habermas som er kendt for sin teori om kommunikativ rationalitet, skelner mellem den målrationelle systemverden (stat og marked) og livsverdenen (civilsamfundet), som til sammen udgør samfundet (Breck, 2014, s. 202).  Det vil sige, at sygeplejen befinder sig i skæringpunktetet mellem livsverden og systemverden, og dette gør sygeplejerskens arbejde udfordrende.

I vores senmoderne samfund er systemverdenen ved at kolonisere livsverdenen, hvilket betyder, at der handles strategisk og målrationelt. Dette sætter vores livsverden på  spil. Patienternes livsverden er ikke længere i centrum, og det gør det vanskeligt for sygeplejersken at imødekomme patienternes behov og ønsker, idet systemverdenen sætter forbehold for den gode etiske sygepleje. Der er ikke ressourcer  (tid og penge) nok og resultatet bliver, at sygeplejersken hele tiden skal forsøge at handle etisk i forhold til sin patient, men udfaldet bliver, at der må gås på kompromis med etikken og sygeplejen bliver ringere.  Det handler om effektivitet frem for kvalitet. Det kan betyde, at den patient, som sidder med en diabetesdiagnose måske ikke får den rette hjælp og vejledning, fordi sygeplejersken ikke har tid til at få patienten sat ordentlig ind i sin diagnose. Dermed får patienten ikke de rette ressourcer eller hjælpemidler til at klare sin sygdom, og udfaldet bliver, at patienten kommer til at lide af senkomplikationer, som sin ukontrolleret diabetes har forårsaget.  

Dette er uetisk sygepleje, men det er, hvad der sker, når system- og livsverdenen støder sammen.  Sygeplejersken skal hele tiden gøre op med sig selv om vedkommende vil  være en god, effektiv og pålidelig kollega, som imødekommer systemverdenens målrationalitet eller om vedkommende hellere vil være  en etisk ansvarlig, tillidsfuld og omsorgsfuld sygeplejerske overfor sin patient. Dette er den kamp sygeplejersken dagligt skal kæmpe, hvis sygeplejersken skal handle ud fra en etisk  tankegang, hvor patienten og næstekærlighed er i centrum. Alternativet er, at sygeplejersken bukker under for det pres, som det offentlige system forårsager, og dermed lade effektivitet og økonomi præge sygeplejen?