Innovative forslag

Applikation

Ud fra vores analyse af problemstillingen ved hjælp af relevante teorier, har vi udviklet et forslag til en applikation, der vil lette hverdagen for en ny-diagnosticeret familie.

Applikationen vil være en hjælp for forældrene såvel som barnets institution, da de gennem applikationen vil kunne kommunikere med hinanden. Applikationen skal altså være en slags fælles opsamling for informationer, så pædagoger og lærere kan se blodsukkermåling, insulin indtag og så videre foretaget i hjemmet - og omvendt. Samtidig vil det være en smart løsning inden kontrol hos ambulatoriet, da familien på denne måde slipper for at skulle have papirer og lignende med på farten. En af de teorier vi har taget udgangspunkt i, i udviklingen af dette innovative forslag, er Habermas. Habermas’ teori omkring livsverdenen og systemverdenen beskriver de udfordringer en familie står overfor efter en diagnosticering af diabetes hos et barn. Hvor de før havde været en travl familie med hver sin fritidsinteresse sætter diabetes en pause for dette liv. Systemverdenen kræver, at familien sætter sig ind i ny viden for at skabe en balancegang mellem en ny, uoverskuelig hverdag og den hverdag familien før kendte til. Vores applikation skal samtidig gøre barnet gradvist mere selvstændigt og kan blandt andet bruges som kommunikationsmiddel ved kontrol på ambulatoriet. Applikationen vil altså give barnet en følelse af kontrol over sygdommen. 

Vi er ikke de første der har tænkt, at en applikation vil gøre hverdagen lettere, da også Diabetesforeningen har hele to applikationer; én til blodsukkermålinger og én som har fokus  på kost. Vores applikation er altså ikke bare en samlet løsning på de to forskellige udgaver, men også nytænkning i forhold til det tværprofessionelle samarbejde.

Applikationen skal være let anvendelig, da den henvender sig til flere aldersgrupper og faggrupper. Visuelt er det derfor også vigtigt, at applikationen er overskuelig.

Applikationen henvender sig både på individniveau, såvel som samfundsniveau, da det er et tiltag til den enkelte samfundsborger, men også kan udbredes til samtlige diabetesafdelinger i landet. Grundet manglende tid, har vi ikke haft mulighed for at undersøge efterspørgslen på applikationen, eller kontakte institutioner med pædagoger og lærere, for at undersøge deres behov for den. Vi har dog ud fra vores spørgeskema konkluderet, at der klart er mangel på uddannelse eller kommunikation generelt indenfor sygdommen diabetes hos børn i skole- og børnehavealderen.

Processen med udviklingen af applikationen har været lærerig, og vi har erfaret hvor der er klare mangler i samarbejdet mellem systemverdenen og livsverdenen. Vi føler, at applikationen vil være et godt løsningsorienteret bud på, hvordan der kan skabes en god kontakt mellem både skole og hjem, samt familien og ambulatoriet. 

Kursusmateriale

Ud fra vores spørgeskema med udgangspunkt i det tværprofessionelle samarbejde, har vi udarbejdet endnu et innovativt forslag til, hvordan vi kunne skabe større tryghed og dialog omkring diabetes hos børn.

Vi har derfor udarbejdet et udkast til, hvordan præsentationen af et kursusmateriale kan se ud. Vores idé om kursuset er, at det skal være et tilbud på pædagog- og læreruddannelsen eller på institutioner hvor lærer og pædagoger, som er i kontakt med børn med diabetes, får mulighed for at udvikle kompetencer indenfor emnet. Kurset skal indeholder undervisning i blandt andet håndteringen af insulinchok, dialog med forældre samt hvad diabetes er, og hvad det betyder for barnets hverdag. 

Kurset bygger på et tværprofessionelt samarbejde mellem en institution og en diabetes sygeplejerske. Forudsætningen for udarbejdelsen af kursusmaterialet kommer som bekendt fra vores spørgeskemaundersøgelse, hvor det blandt andet fremgik, at mere end tre fjerdedele af de 50 deltagende pædagog- og lærerstuderende udviste interesse for undervisning/kursus i diabeteshåndtering. Ligeledes viste det sig, at 42 % af respondenterne kategoriserede sig selv som ikke-egnet til at håndtere eksempelvis insulinchok. Vi kan altså ud fra spørgeskemaundersøgelsen konkludere, at der er en generel interesse i afholdelsen af et kursus. En enkelt deltager gav endda udtryk for, at et kursus i diabeteshåndtering vil styrke samarbejdet og give tryghed mellem forældre og faggrupper.

Ud fra en kvalitativ undersøgelse lavet i 2008 af Diabetesforeningen blandt dennes medlemmer, som har et barn med diabetes, kan vi se, at kun få har en decideret diabetesdagbog eller kontaktbog, som de dagligt bruger. Forældrene tager nemlig udgangspunkt i de målinger barnet foretager i løbet af dagen; et af de punkter vores applikation har til formål at samle på ét sted (Diabetesforeningen, 2008, s. 9).

Yderligere beskrives et af punkterne for udarbejdelsen af undersøgelsen, som en belysning af læreres generelle kompetencer i forhold til børn med diabetes. Undersøgelsen bekræfter vores hypotese for spørgeskemaet, da der i undersøgelsen hos lærerene gives udtryk for, at de ikke føler sig rustet til at håndtere de specifikke hensyn, som diabetes stiller til den enkelte lærer.

''Enkelte oplever dog, at de ikke har godt nok kendskab til sygdommen i forhold til at skulle være ansvarlig for barnet i skoletiden (...) Dette er sammenfaldende med, at flere af disse deltagere hverken har haft møde med en diabetessygeplejerske eller har modtaget skriftlig information fra forældrene.'' (Diabetesforeningen, 2008, s. 13)

Endvidere viser undersøgelsen nemlig, at kun en enkelt af de adspurgte lærere har været på kursus på det lokale sygehus, og cirka 1/3 af deltagerne i undersøgelsen, er hverken blevet tilbudt et kursus om diabeteshåndtering eller har deltaget i informationsmøde med en diabetessygeplejerske (Diabetesforeningen, 2008, s. 10). Med tiden oplever lærerne, at det bliver nemmere at have et barn med diabetes i klassen, og at det især var besværligt i starten, da der var mange nye forholdsregler, såsom forældrekommunikation og sygdomshåndtering (Diabetesforeningen, 2008, s. 17)

Vores forslag bygger desuden på en udtalelse fra chefen for Diabetesforeningens politiske afdeling, Charlotte Rulffs Klausen, som udtaler; ''Alle skoler kommer til at have et barn med diabetes, og derfor bør alle skoler også være gearet til det her'' og fortsætter ''Lærerne er usikre på, hvordan de skal håndtere de her børn. Nogle lærere siger nej og vil ikke tage ansvar for barnet. Men det er ikke ond vilje. Det er usikkerhed.'' (Trier, 2012)

Diabetesforeningen er altså klar over lærere og pædagogers usikkerhed omkring emnet, og vores innovative forslag i form af kursusmateriale og en applikationen vil derfor kunne skabe større tryghed blandt lærere og pædagoger, samt skabe et tværfagligt samarbejde mellem forældrene og faggrupper.