Som sygeplejerskestuderende tilegner man sig gennem sit
uddannelsesforløb en faglig indsigt i sin profession, og man begynder at opdage
forskelle mellem andre faggruppers kompetencer og faglighed i forhold til ens
fagidentitet som sygeplejerske. I sygehusvæsenet samarbejder mange forskellige
faggrupper sammen i hverdagen, hvilket kaldes for et
interprofessionelt/tværfagligt samarbejde (Just, 2013, s.
669-670).
Sundhedsvæsenet er hovedsageligt monofagligt organiseret, hvilket
betyder, at hver faggruppe er knyttet til et fællesskab med egen fagkultur. Den
monofaglige gruppe løser patientopgaver, som kræver særlige kompetencer og
ansvar (Just, 2013, s. 669-670).
Udover det monofaglige samarbejde i sundhedssektoren findes også
det flerfaglige samarbejde - også kaldet multiprofessionel samarbejdsform.
Dette kategoriseres som flere forskellige, individuelle faggrupper, som
arbejder sammen i en fælles koordinering for eksempel ved stuegang, som har et
fælles mål for øje. Det er altså en samarbejdsform, hvor faggrupperne
opretholder en egen-identitet, men samtidig løser opgaver i fællesskab, for
eksempelvis at fremme patientforløbet (Just, 2013, s. 669-670).
Tværfagligt samarbejde er det samarbejde, vi som sygeplejersker kommer til at opleve, når vi eksempelvis udvikler innovative løsningsforslag, som det kursusmateriale vi har udarbejdet. Kursusmaterialet kan siges at være en tværfaglig løsning på et problem, idet lærere og pædagogers manglende viden om børn med diabetes både kommer institutioner såvel som sundhedssektoren til gode, da flere er i stand til at håndtere udfordringerne ved sygdommen. Samtidig er det med til at give forældrene en tryghed i hverdagen, hvilket blandt andet ses ved større interesse for de skoler, der tilbyder kontaktpersonsordning for de børn, der har diabetes (Diabetesforeningen, 2014d).
Tværfagligt samarbejde er det samarbejde, vi som sygeplejersker kommer til at opleve, når vi eksempelvis udvikler innovative løsningsforslag, som det kursusmateriale vi har udarbejdet. Kursusmaterialet kan siges at være en tværfaglig løsning på et problem, idet lærere og pædagogers manglende viden om børn med diabetes både kommer institutioner såvel som sundhedssektoren til gode, da flere er i stand til at håndtere udfordringerne ved sygdommen. Samtidig er det med til at give forældrene en tryghed i hverdagen, hvilket blandt andet ses ved større interesse for de skoler, der tilbyder kontaktpersonsordning for de børn, der har diabetes (Diabetesforeningen, 2014d).
Niveau for samarbejde
Applikationen henvender sig til alle tre niveauer.
Mikroniveau opnås i samarbejde med familien, da det er
familien, som anvender denne applikation i deres hverdag.
Mesoniveau opnås ved, at applikationen henvender sig til en
specifik faggruppe som eksempelvis lærere og pædagoger, som med udgangspunkt i
vores kursusmateriale har kendskab til applikationen og diabetes.
Yderligere anvendes applikationen også på makroniveau, idet den fremmer samarbejdet mellem barn og familie og diabetesambulatoriet. Dette kan sandsynligvis også føre til en samfundsmæssig gevinst, idet forældrene vil være mere trygge ved at sende barnet i institution eller skole og dermed have færre fraværsdage (Larsen, N. S., 2013, s. 23).
(Larsen, N. S., 2013, s. 23)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar