Det sociale liv

Familietyper

Når et barn rammes af diabetes mellitus type 1, rammer den kroniske sygdom ikke kun det enkelte barn, men også det enkelte barns familie. Hvordan familierne vælger at håndtere denne sygdom, afhænger i høj grad af, hvilke ressourcer familierne besidder samt hvilken moderne familietype familierne hører under.

Lars Dencik,  som er svensk professor i socialpsykologi, opererer med begrebet familietyper, som en slags klassificeringsskema over de fire mulige moderne  familietyper (Dencik, Jørgensen & Sommer, 2008, s. 194).

Teamfamilien

Dencik hævder, at i teamfamilien er familiemedlemmer i høj grad selvstændige individer, som er indstillet på at realisere sig selv og sine egne sociale behov. Samtidig er individerne fokuseret på at opretholde en vis samhørighed og fællesskab mellem familiemedlemmer for at kunne få familielivet til at fungere (Dencik, Jørgensen & Sommer, 2008, s. 195).

Med demokratiske forhandlingsstrategier, hvor alle familiemedlemmer er ligeberettigede parter, og alle har lov til at ytre sig, håndteres de forskellige uenigheder som kunne opstå på en kompromissøgende men samtidig selvhævende måde (Dencik, Jørgensen & Sommer, 2008, s. 195).

Hvis et barn i denne familie får diagnosen diabetes type 1, formodes det, at familiens første prioritet vil være, at der bliver taget hånd om barnet og barnets sygdom, og at alle familiemedlemmer er støttende og motivende. Barnet i denne familie får i høj grad lov til at udvikle sig som et individ med diabetes, men samtidig fungerer familien som et hold, hvor alle parter gør sit for at få familielivet med en diabetiker til at fungere (Dencik, Jørgensen & Sommer, 2008, s. 195).

Patriarkalske familie

I denne familie indordner medlemmer sig under familiefælleskabets krav.  Ansvar for beslutningstagningen om fælles anliggender ligger hos familiens patriark, som givetvis kan forekomme både under mandlig såvel som kvindelig ledelse. Familiemedlemmernes  mulighed for selvrealisering af egne sociale og individuelle behov er meget begrænset af den patriarkalske tolkning af, hvad der er bedst for familien som helhed. Patriarken som er familiens autoritære ånd vil forsøge at lytte og efterkomme det enkelte familiemedlems behov og ønsker, såfremt det gavner hele familien som enhed. Denne type familie er præget af familiemedlemmers indordning i familiekollektivets fællesskab, som sker på baggrund af  gamle traditioner, hvor familiesamlivet står i centrum (ibid, s. 195).

Et barn med diabetes i denne familie vil sjældent være selvhævende, eftersom dette kan forstyrre familiens sammenhold.  Barnet vil ikke få lov til at udvikle sig som individ og dermed heller ikke få lov at ytre sig om sin diabetes. Det er patriarken, som træffer beslutningerne, dog vil barnet ikke være alene om sin sygdom, med derimod blive fuldt integreret med sin sygdom i familien, da familiekollektivets fællesskab er meget vigtigt for familiens eksistens (ibid, s. 195). 

Svingdørsfamilien

I denne familie vægtes det enkelte familiemedlems behov, for at følge sine interesser, højere end opretholdelsen af familiens samhørighed og fællesskab.  Familiemedlemmer er knapt så indstillet på at skulle værne om familiefællesskabet, hvilket resulterer i  et familiesamliv,  hvor  det enkelte familiemedlem foretrækker at realisere sine egne projekter såsom karriere og arbejde fremfor at værne om familielivets samhørighed.  Man går forbi hinanden som en svingdør, når far kommer hjem fra arbejde, er mor er lige gået, og når mor er hjemme, så sover far (Dencik, Jørgensen & Sommer, 2008, s. 196). 

Et barn med diabetes i denne familie vil komme til at stå alene med sygdommen, da der højest sandsynlig ikke vil være nogle omsorgspersoner til  at drøfte bekymringer og frustrationer med. Barnet vil formentlig blive diagnosticeret meget sent, eftersom familien ikke har været opmærksom på eventuelle synlige symptomer, fordi de har været beskæftiget med selvrealisering, for eksempel egen karriere. Barnet må derfor selv tage hånd om sygdommen og muligvis også selv tage stor aktiv del i oplæring af diabetes under indlæggelsen på sygehuset, da resten af familie ikke vil vise stor interesse for dette (ibid, s. 196).

Familien som socialt akvarium

Denne familie kan opholde sig meget sammen, uden egentlig at foretage sig noget socialt for at skabe et fællesskab i familien. Man vægter ikke faste rutiner og samværsritualer højt, hvilket kan betyde, at man for eksempel ikke samles ved bordet til aftensmad, men derimod spiser, når man føler behov for det. Familien laver ikke nogen fælles projekter, men prioriterer heller ikke egne sociale behov. Familien har et meget fredeligt samvær, som dog ikke viser initiativ til at gøre noget aktivt for familiefælleskabet, og har desuden heller ikke reflekteret nærmere over det, idet familien udviser meget romantisk samlivs– og familieforståelse, hvor man forestiller sig at alt nok skal komme af sig selv (ibid, s 196). Der opstår ikke nogen interessekonflikter i denne familie, da familietypen bare flyder afsted. Familien bor under samme tag, men kommer egentlig ikke rigtigt hinanden nærmere ved – ligesom fisk i et akvarium (Dencik, Jørgensen & Sommer, 2008, s. 197). 

Et barn med diabetes i denne familie vil opleve at skulle være fuldstændig selvstændigt i forhold til at håndtere sin sygdom. Eftersom fællesskab ikke er eksisterende i denne familie, vil barnet højest sandsynligt være et barn, som ikke vil være i stand til at pleje sin diabetes tilstrækkeligt, da der ikke er nogen opbakning eller hjælp at hente hos forældrene. Barnet vil formentlig komme til at negligere sin sygdom, da barnet ikke kan magte at stå alene med så stort et ansvar. Diabetiske senkomplikationer er noget, der typisk vil præge barnets voksenliv, da familien ikke har vist interesse for at lære barnet at leve et liv med diabetes (ibid, s. 197).

(Dencik, Jørgensen & Sommer, 2008, s. 194)

Stigmatisering

I gennemsnit får ti børn om ugen konstateret type 1 diabetes i Danmark, hvilket forældre fejlagtigt tror er selvforskyldt, idet forældrene forbinder diabetes med livsstil og kostvaner (Olesen, 2014).

I artiklen ”Forældre tror, at type 1-diabetes skyldes livsstil” fra Sygeplejersken fortæller Birthe Susanne Olsen, som er specialeoverlæge på diabetescenteret på Herlev Sygehus, at flere forældre tror, at diabetes hænger sammen med livsstil, og at deres barn derfor får for meget sukker og lever en generel usund tilværelse. Men dette er ikke tilfældet ifølge Birthe Susanne Olsen.

På diabetesforeningens telefonlinje sidder Hanne Kastbjerg og tager imod telefonopringninger fra bekymrede forældre, som er af den opfattelse, at de er skyld i barnets sygdom og som følge heraf har skyldfølelse (Olesen, 2014). 

Når børnenes forældre fejlagtigt tror, at de er årsagen til, at deres barn har fået diabetes, kan man formode, at det kan lede til stigmatisering fra andre parter, som eksempelvis sociale netværk, klassekammerater og andre forældre. Det skyldes typisk uvidenhed omkring diabetes (Jacobsen & Kristiansen, 2014, s. 213).

Stigma er en betegnelse på en degraderet status, som placerer individet i nedvurderet eller foragtet kategori af mennesker (Jacobsen & Kristiansen, 2014, s. 213).  

Den canadiske-amerikanske sociolog Erving Goffman definerer stigma, som en uoverensstemmelse mellem en persons tilsyneladende og reele sociale identitet. Dette skal forstås på den måde, at en person i mødet med andre mennesker kan vise sig at være i besiddelse af karakteristiske træk, som adskiller personen fra andre individer. Individets tilsyneladende og faktiske sociale identitet stemmer ikke overens (Jacobsen & Kristiansen, 2014, s. 214). 

Goffman hævder derved, at stigmatisering er en social proces, hvorigennem individets sociale identitet ødelægges som følge af omgivelsernes bedømmelse og nedgraderende kategorisering (Jacobsen & Kristiansen, 2014, s. 214). 

Goffman taler om forskellige former for stigma; en af dem er karaktermæssige fejl, som kan knytte sig til psykiske som fysiske lidelser, som for eksempel diabetes. En anden form for stigma kan være de tribale eller slægtsbetingede stigma, som kollektivt knytter sig til grupper på baggrund af racer, religion eller grupper. Børn og unge med diabetes kan knyttes til den tribale form for stigma, som resulterer i social afvisning og manglende anerkendelse fra omgivelserne. Børn med diabetes afviger fra normalen, da de er nødsaget til at leve et liv med særlige forbehold (Jacobsen & Kristiansen, 2014, s. 214).

Andre forældre vil formodentlig undgå, at deres børn har social omgang med et barn med diabetes, idet der ofte følger mange bekymringer og et stort ansvar med diagnosen. 

Diabetes børn ender derfor hurtigt med at blive ekskluderet fra en række sociale begivenheder og udfoldelsesmuligheder (Jacobsen & Kristiansen, 2014, s. 215).

Goffman taler også om ”ind-grupper” (normaliteten) og ”ud-grupper” (de anderledes, de afvigende, de andre), hvor vi opfatter de andre som en helt anden slags mennesker end os selv (Jacobsen & Kristiansen, 2014, s. 215).

Det kan hænde, at nogle af klassekammeraternes forældrene vil mene, at barnet og des forældre er årsagen til, at barnet har fået diabetes, eftersom de ikke spiser sundt nok og ikke dyrker tilstrækkeligt motion. Goffman taler også om situationel stigmatisering, hvor en person bliver behandlet anderledes i sociale sammenhænge. Det kan føre til, at barnet med diabetes føler sig anderledes og dermed lader sygdommen definere sig som individ (Niklasson, 2014, s. 216). Dette bliver en selvopfyldende profeti, fordi man bliver en ”outsider”, og derved justerer sin adfærd og sin sociale identitet, der afviger fra normalen (Jacobsen & Kristiansen, 2014, s. 218).