Hvad er diabetes?

Forskellen på diabetes type 1 og diabetes type 2

Diabetes mellitus er en autoimmun, endokrin sygdom, hvor koncentrationen af glukose i blodet er forhøjet, og type 1 og type 2 er de mest almindelige former. Forskellen på de to former for diabetes er, at kroppen enten mangler insulin eller at kroppen ikke reagerer på insulin (Viborg & Torup, 2014, s. 413).

Type 1 diabetes er en kronisk lidelse, hvor glukoseniveuaet i blodet er forhøjet, fordi bugspytkirtlens betaceller ikke længere producerer insulin (Viborg og Torup, 2014, s. 413-414).

Type 2 diabetes forekommer, fordi nogle af betacellerne i de langerhanske øer ikke producerer tilstrækkeligt insulin eller at kroppens celler ikke længere reagerer tilstrækkeligt på insulin. Dette kaldes insulinresistens (Viborg og Torup, 2014, s. 417).

Den præcise årsag til at man udvikler type 1 diabetes er endnu ikke klarlagt, dog ved man, at det både kræver en genetisk disponering samt endnu ukendte miljøfaktorer. Type 1 diabetes udvikles i forbindelse med, at produktionen af insulin falder, og på selve diagnosetidspunktet er antallet af betaceller i de langerhanske øer 
ofte faldet til under 10 %. Efter diagnosetidspunktet optræder der ofte en remissionsperiode, også kendt som honeymoon-fasen, hvor betacellerne stadig producerer lidt insulin. Efter honeymoon-fasen er alle betacellerne destrueret, og den eneste måde barnet kan få insulin på, er ved at få det tilført via injektioner (Viborg & Torup, 2014, s. 413-417).

Ketoacidose

Hvis diabetes type 1 ikke behandles, vil barnet kunne udvikle ketoacidose, som er en livstruende tilstand, hvor der er en øget koncentration af ketonstoffer og lav pH-værdi i blodet. Symptomer på ketoacidose er acetonelugt, hyperventilation, hypotension, tackycardi samt bevidsthedsvækkelse (Viborg & Torup, 2014, s. 416).

Behandling af type 1 diabetes
Insulin er det eneste hormon, som sænker blodglukose. Hormonet gør, at der kan transporteres glukose ind i cellerne, især lever-, fedt- og muskelceller. Insulin dannes i betaceller i de langerhanske øer som forefindes i pancreas (bugspytkirtlen). Insulin frigives fra bugspytkirtlen til blodet, så snart næringsstoffer fra føden er optaget i blodet. Stigning i koncentration af glukose efter indtagelse af føde, er den vigtigste stimulator for insulindannelsen i bugspytkirtlen (Nielsen & Bojsen-Møller, 2014, s. 219-220).

(Diabetesforeningen, 2015a)

For at behandle  børn med type 1 diabetes er det nødvendigt at bruge insulin. Formålet med behandlingen er at forebygge hyperglykæmi (forhøjet blodsukker) samt en forebyggelse af sendiabetiske komplikationer (Viborg & Torup, 2014, s. 426-427).

Den naturlige insulinproduktion fungerer således, at insulin udskilles i en vedvarende lav koncentration i løbet af døgnet og i forbindelse med måltider sker der en ekstra stor udskillelse. Dette forsøger man så vidt muligt at efterligne ved behandling af diabetes type 1 og derfor fås insulin både som hurtigt- og langsomt virkende for eksempel NovoRapid, Levemir og Lantus. NovoRapid er et hurtigtvirkende præparat, som gives umiddelbart før et måltid og i nogle tilfælde under eller efter måltidet, mens Levemir og Lantus er langsomtvirkende og dermed mindsker risikoen for store blodglukoseudsving på længere sigt.

Insulin kan også gives via en insulinpumpe. Pumpen fungerer således, at der hele tiden pumpes insulin fra en lille ampul gennem en plastikslange og en plastikkanyle, som fører insulinen ind under huden. På denne måde tilføres der hele tiden insulin, og der er derfor ikke brug for insulininjektioner. Insulinpumpens formål er at tilføre kroppen insulin på en måde, som minder mest muligt om den naturlige insulintilførsel; hvor der produceres en lille mængde insulin hele tiden og større mængder i forbindelse med måltider.

Pumpen kan ikke selv styre blodglukose værdierne, og det er derfor diabetespatienten, der vurderer behovet for insulin. Via den konstante lave tilførsel af insulin, og den større mængde i forbindelse med måltider, er dette med til at give de bedst mulige blodglukose værdier (Diabetesforeningen, 2014a).

Insulinbehandling er en individuel tilrettelagt behandling, hvor der kan tages højde for den enkelte patients insulinbehov. I forbindelse med insulinbehandling er det vigtigt, at blodglukose bliver målt ofte, da dette giver mulighed for at justere insulindoseringen. Denne kan variere alt efter kost, motion og om man har infektioner eller feber.

Er behandlingen med insulin ikke velreguleret, kan en alvorlig bivirkning være hypoglykæmi og dette kan være livstruende (Viborg & Torup, 2014, s. 427).

Blodglukose

Glukose er den eneste type af kulhydrater, som findes i blodet. Kulhydraterne nedbrydes i mave-tarm-kanalen, og bliver derefter sendt til leveren, hvor de omdannes til glukose og kan sendes ud i blodet. Det er vigtigt, at blodets indhold af glukose holder sig nogenlunde konstant, da glukose er en stor energikilde, især i hjernens og blodets celler (Nielsen & Bojsen-Møller, 2014, s. 92). 

Blodglukose(BG) værdierne bør være indenfor disse kriterier:

- BG skal optimalt være 4-7 mmol/l før måltiderne

- BG skal være mindre end 10 mmol/l efter måltidet (cirka 1 ½ time)

- BG skal være omkring 6-8 mmol/l ved sengetid for at undgå natlig hypoglykæmi

Måling af blodglukose

Måling af barnets blodglukose er et vigtigt redskab til en korrekt regulering af diabetes. Der tilrådes rutinemæssigt 4-8 målinger dagligt samt målinger i specielle situationer ved for eksempel mistanke om lavt eller højt blodglukose eller ved sygdom. Ved måling af blodglukose bruges et blodglukoseapparat, som i løbet af kort tid kan måle barnets blodglukose (Diabetesforeningen, 2014b).  

Sendiabetiske komplikationer

Sendiabetiske komplikationer er komplikationer, der kan forekomme efter længere tids sygdom og ses i form af mikroangiopati og makroangiopati. 

Makroangiopati fører til hurtigere udvikling af aterosklerose, hvilket skyldes, at man ofte har perioder med hyperglykæmi, og dette fremmer aflejringen af LDL-kolesterol i karvæggene. 

Mikroangiopati skyldes en fortykkelse af basalmembranen omkring kapillærene, hvilket påvirker blodgennemstrømningen negativt og kommer ofte til udtryk som retinopati, nefropati og neuropati. Retinopati viser sig som forandringer i kredsløbet i nethinden og medfører en nedsat blodforsyning, hvilket kommer til udtryk som sløret og uklart syn, og forhindres disse forandringer ikke, kan det føre til nedsat syn og endda blindhed. Nefropati kommer til udtryk som en ændring af kapillærvæggene i glomerulus og det medfører nedsat glomerulusfiltration og proteiner i urinen, hvilket på lang sigt kan føre til nyresvigt og i værste tilfælde behov for dialyse.  Neuropati er skader på neuroner i det somatiske og autonome nervesystem, og disse vil med tiden degenere og dø og dermed kan følelsen i eksempelvis ben og fødder ændres, hvilket disponerer for diabetiske sår, fordi de sensoriske neuroner i det somatiske nervesystem er gået tabt (Viborg & Torup, 2014, s. 419-423). 

Et liv med diabetes er kaotisk i sig selv, men det er vigtigt, at barnet fra starten lærer at holde sine blodglukoseværdier indenfor normalen, samt at behandle sin type 1 diabetes med tilstrækkelig insulin. Alt dette er med til at forhøje livskvaliteten samt forebygge og mindske de sendiabetiske komplikationer, og det er derfor en vigtig faktor at begrænse hyperglykæmi samt andre risikofaktorer (Viborg og Torup, 2014, s. 419-423).